"Det, der sker i den ydre natur, sker også i os.
Når årstiderne skifter, skifter vi med."

Vinterens fald i energi

Når vinteren kommer, oplever mange mennesker et fald i energi. Vi mærker, hvordan lyset bliver mindre, dagene kortere, og det kan føles, som om noget i os trækker sig tilbage. I vores kultur bliver denne tilstand ofte set som et problem, som noget der skal fixes eller bekæmpes hurtigst muligt. Vinterdepression bliver et ord, der hurtigt forbindes med forkerthed eller svaghed. 

Men hvad nu hvis noget af det, vi kalder vinterdepression, i virkeligheden er en naturlig bevægelse? En indre tilbagetrækning, som vi har glemt at give plads.

Af Gitte Stellan, Naturakademiet

Vi forbedreder os

I naturen er vinterens tilbagetrækning en nødvendighed. Træerne slipper deres blade, saften trækker sig ned i rødderne, og livet bevæger sig indad for at samle sine kræfter. Over jorden kan det se tomt og dødt ud, men under overfladen foregår der en dyb forberedelse. Naturen samler sin kraft indad, fordi den er vis.

Mennesket er ikke adskilt fra denne bevægelse. Vores kroppe og nervesystemer reagerer på lys, temperatur og rytme, præcis som resten af den levende verden. Videnskaben viser, at manglen på dagslys om vinteren påvirker vores hormonbalance. Produktionen af serotonin, som er forbundet med stemningsleje og velvære, falder, mens melatonin, som regulerer søvn og hvile, øges. Kroppen signalerer ganske enkelt, at tempoet skal sænkes, og opmærksomheden vendes indad. 

Ligesom frosten i naturen slår det unødvendige ihjel, inviteres vi om vinteren til at rydde op indvendigt. Vi støttes til at se på den følelsesmæssige bagage, vi bærer rundt på. Det, der tynger, fylder eller ikke længere skal med videre.

Problemet opstår ofte ikke, fordi vi mærker denne bevægelse, men fordi vi forsøger at leve, som om den ikke findes. Vi forventer den samme produktivitet, det samme sociale overskud og den samme udadvendte energi midt i vinterens mørke, som vi gør i sommerens lys. Når kroppen ikke kan følge med, tolker vi det som noget, der er galt. Men måske er det ikke kroppen, der er problemet. Måske er det kravene – til os selv.

 

vinterdepression - Vinterens fald i energi - Naturakademiet

 

Når tilbagetrækningen bliver tung.

For mange mennesker bliver vinteren en tid, hvor følelsen af tristhed eller manglende mening forstærkes. Det er vigtigt at sige, at alvorlig depression altid skal tages alvorligt og mødes med støtte og hjælp. Samtidig er der mange, som befinder sig i et grænseland, hvor det ikke handler om sygdom, men om en naturlig indre bevægelse, der mangler forståelse. Når denne tilbagetrækning ikke får lov at være, kan den opleves som tung og forkert. 

Set gennem naturens perspektiv er vinteren en tid for indre arbejde. En tid, hvor det indre bliver tydeligere, hvor minder, spørgsmål, sorg og længsler kan komme tættere på. Når tempoet falder, mister vi de strategier, der normalt holder os kørende, og det kan føles ubehageligt. Men det er også her, der opstår mulighed for dyb kontakt med os selv.

Forskning i sæsonbetingede stemningsændringer peger på, at vores biologiske ur bliver udfordret, når lyset forsvinder. Men den peger også på, at rytme, hvile, kontakt med dagslys – selv i små mængder – og accept af et lavere tempo kan have stor betydning. Det interessante er, at disse anbefalinger ligger tæt op ad det, naturen selv viser os. Mindre aktivitet og mere indadvendthed.

 

vinterdepression - Vinterens fald i energi - Naturakademiet

 

Fra forkerthed til mening,

Når vi begynder at forstå vinterens bevægelse som en naturlig tilbagetrækning, kan relationen til vores egen indre tilstand ændre sig. I stedet for at spørge: “Hvad er der galt med mig?” kan vi begynde at spørge: “Hvad er det i mig, der trækker sig tilbage – og hvorfor?” “Er der følelser, minder eller temaer, som kalder på at blive mødt?” 

Det skaber ikke nødvendigvis lethed med det samme, men det skaber mening. Og mening er ofte det, der mangler mest, når mørket føles tungt. 

 

At lade noget dø for at noget kan vokse

Vinteren inviterer til ærlighed. Og til at se på det, der ikke længere skal bæres med videre. Vi skal lade noget dø, så noget andet kan få plads. Når denne proces bliver presset væk, kan den sætte sig som modløshed og indre modstand. Når den bliver mødt med respekt, kan den blive en kilde til dyb forankring og forståelse af dig.

Naturen giver os viden om at fornyelse kræver tid til transformation, fordi vækst kræver rødder. Og fordi livets bevægelse ikke kun går fremad, men også indad. Når vi tillader os selv at følge denne bevægelse, bliver vinterens mørke ikke nødvendigvis let, men det bliver meningsfuldt..

 

Tak fordi du læser med – Skriv meget gerne en kommentar!

Kærligst Gitte Stellan

vinterdepression - Vinterens fald i energi - Naturakademiet

Hos Naturakademiet følger vi naturens cyklus – fordi vi ved, at det, der sker i den ydre natur, også sker i os.

Har du lyst til dykke dybere? Lære mere om disse bevægelser gennem naturens cyklus… Tilmeld dig vores naturuddannelse, læs mere HER

GÅ IKKE GLIP AF NÆSTE ARTIKEL TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *